Andreas og hans kammerater havde fuld brugsret til Lærke, og det nød både de og hunden.
Lærke var efterhånden blevet et ikke ubetydeligt familiemedlem og sad med ved bordet. Lærke spillede alt fra tennis til fodbold, og var altid midtbanespiller. Når to til fem spillere kastede bolden imellem hinanden, fik Lærke ofte bolden, og så gik den vilde jagt.
Da Lærke var to år indså jeg, at hun havde »drive« og var god til jagt, og at det var spændende med C-prøver. Vi begyndte at gå til prøver, og Lærke kunne lave det bedste og det værste. Søg på ur, tegnebog m.m. med succes, spor og slæb var rigtig sjovt, også lidt schweiss blev det til.
Jeg fik prædikatet Danmarks dummeste hundefører, men hundetræning var spændende, og Lærke blev inviteret med på jagt. Igen og igen blev der spurgt, om ikke Lærke skulle have kørekort (så var jagtværterne fri for at se på mig), men Lærke skulle aldeles ikke have kørekort.
Da vi begyndte at komme til prøverne, fik vi at vide, at Lærke var en formel 1, netop dét som vi ikke ville have haft; men hun var hurtig, jagtglad og en herlig hund i familien. Hun blev rigtig brugt i familien, køre-, slædehund, hestetrækker og små cirkusnumre, alt imens hun gik til markprøver og jagt. Da Lærke var fem år, var vi så glade for hende, at vi ønskede os »lærkeunger«. Hun fik seks fine sorte propper, og så havde vi balladen, hvis var hundene? Det endte med, at Ruth og jeg fik en hver, Andreas og Rikke tabte lodtrækningen af forskellige årsager. Vi fik Freja og Qvark, to dejlige hunde, som heller ikke var den mindste smule dovne, og nu var det rigtig spændende med unghundetræning osv.

Vi skyldte stadig Andreas og Rikke en hund, og de garanterede begge gode boligforhold og opdragelse, så vi kunne ikke komme uden om det længere. Ny parring blev planlagt.
I november 2002 fik Andreas konstateret leukæmi!
Andreas fik sin to dage gamle »lærkeunge« i sengen på isolationsafdelingen på Aalborg sygehus, måske den eneste solstråle han så i de syv måneders voldsomme forløb, inden han døde i juni 2003, kun 11 år gammel.
Jeg ved ikke, om jeg/vi på nogen måde var kommet op, i gang, og begyndt at leve igen, hvis vi ikke have haft hundene: Lærke, Freja, Qvark og nu Tor. Men de er jo noget fast, nødvendigt, vigtigt, dejligt, som skal passes hver dag.
Rent bortset fra dem var alt jo ligegyldigt.
Rikke fik en kuldsøster til Tor, nemlig Lærkereden’s Røskva, som nu bor sammen med Lasse og Rikke i Grauballe.Freja og Qvark kom på DM-holdet og var med til at vinde sølv her i 2004.
Tor var med til unghundemesterskabet og fik titlen DMUH 1. vinder, så nu er alt kaos: Fuldtidsjobs, (det er djævelsk dyrt med hundesport, tusindvis af kilometer) tre hunde i fuld fart, jagt m.m.
Vi er gået helt i hundene og tak for det, de er jo de eneste, der kan få os ud al hullet nu. Jeg kan ikke forstille mig ikke at have hund, og dermed gøremål. Vi kender også mange hundemennesker. Jeg er spændt på, om jeg stadig kan hænge på, hofteskaden fra Lærkes barndom går ikke længere, jeg må have nyt baghjulsleje - januar 2005.

Lærke har gjort det igen, i maj 2004, nemlig seks sorte propper.
Louise og Brian byggede et helt nyt hus i Esbjerg, så var de klar til Lærkereden’s Humle.
Rasmus og Lærke har et godt kammeratskab. De går mange ture i skoven, og de sover også i arm. Rasmus har næsten overtaget Lærke, de hører sammen nu, hvor vi bare kører med de unge, og Lærke står skuffet tilbage. Hun har dog været på et par jagter og hun ved bedre end Tor, hvor ænderne falder i mørket.
Vi har også hundene med til Sverige, det nyder de, og det gør vi også.
Det var så lidt om vores liv her i kennel Lærkereden.
En forudsætning for de resultater vi har opnået, er jo den store indsats som arrangører, trænere, ledere, hjælpere, terrænværter m.fl. har ydet.
Lærke døde desværre efter 10 år, og heldigvis har vi hendes hvalpe.